J.F. Classen blev født 11. februar 1725 og fødselsdagen blev fejret i Vinderød Kirke ved Frederiksværk, hvor der var inviteret til mindehøjtidelighed med taler og musik fra Classens tid. J.F. Classens skabelse af Frederiksværk og hans relation til kirken blev mindet.

Fra Det Classenske Fideicommiset var bestyrelsesmedlem Anne Lawaetz Arhnung og godsforvalter Jannik Houmann til stede og de lagde en krans på Classens nyrestaurerede sarkofag. Figur- og Stenhuggermester Vanja Mia Schwartz fortalte om arbejdet med istandsættelsen af sarkofaget.

Efter mindehøjtideligheden var der inviteret til frokost i Frederiksværk Sognegård med gæster fra bl.a. menighedsrådet samt borgmester og viceborgmester.
I Frederiksværk blev fødselsdagen fejret rundt om i byen – bl.a. ved Arsenalet og i Gjethuset, hvor alle borgere var inviteret til kaffe, kage og foredrag.
Bogen ”Kongens og arbejdernes by – Industriens vugge i Frederiksværk” af Frank Allan Rasmussen udkommer i efteråret 2025.


